Foreningen Søholmhus

Søholmhus-Gruppen blev dannet tilbage i 2012, som en arbejdsgruppe under Landsbyforeningen for Jystrup og Omegn. Gruppen blev løbende udvidet med aktive "ildsjæle" borgere, der har banet vejen med en række forundersøgelser, idéudvekslinger, skitsedannelser - heraf et omfattende projekt med deltagelse af DGI Faciliteter & Lokaludvikling og med støtte fra Ringsted Kommunes Helhedsplanpulje.

I maj 2016 blev tiden moden til at formalisere arbejdet med udviklingen af projektet, og der blev således organiseret en forening med navnet Søholmhus – efter navnet på huset beliggende på Skjoldenæsvej 67, der anses for den mest centrale placerede ejendom i hele Perlekæden.

Til hverdag benytter Søholmskolens og SFO’ens personale parkeringsarealet ved Søholmhus. Spejderne benytter ejendommens nuværende skure og udhuse til små- aktiviteter og opbevaring af materialer. I aftentimerne og i weekenderne benyttes parkeringsarealet også af gæster til idrætsanlægget. Plads og faciliteter har længe været utilstrækkelige, og der er et markant behov for en samling af alle aktiviteter i fælles rammer.

Foreningens formål er beskrevet under bestyrelsen.

Som medlemmer af foreningen er alle personer, foreninger, interessegrupper, institutioner, virksomheder og fonde velkomne. Indmeldelse kan ske under medlemskab og koster blot 100 kroner om året, pr. person.